Chiliblomster

De var godt nok længe om at komme i gang, chilierne. Jeg har to slags i år, begge af frø, som jeg selv har taget. Jeg såede 3 slags, faktisk, men den ene spirede ikke. Det gjorde til gengæld de to andre og jeg har priklet og pottet om som man skal. Men groede, det gjorde de nu ikke.

Så nu, hvor varmebølgen er kommet over os har de taget revanche. Den første blomst kom for et par sage siden og der er knopper i mange af planterne.

Jeg er begyndt at bruge chili lidt mere. Uh, og jeg ville gerne lave chutney af en del af alle de mange stikkelsbær i år. Der kommer en retreat gæst i weekenden, hun vil sikkert gerne plukke stikkelsbær………

Spinatpasta

Egentlig skulle det have været en lasagne, men det kunne jeg ikke rigtig overskue tidsmæssigt. Derfor kogte jeg blot penne og lagde i bunden. Så spinat fra haven, dampet. Så fetatern. Så en lækker tomatsauce (dåsetomater). Og til slut et lag bechamel på boghvede. Og godt med revet gouda.

Et kvarter i en varm ovn og vupti, lækker aftensmad. På kvarteret skrællede jeg en af frilansagurkerne fra næsten-naboen, skivede et par tomater, fintskivet rødløg og så ellers hakkede krydderurter.

Spinat og krydderurter plukket i bedene derude. Der er trods alt noget, som sneglene ikke æder.

Søster lys og søster mørk

Den lyserøde hedder Queen Elizabeth. Jeg har i et par år eksperimenteret med ikke at klippe den tilbage, den er imponerende høj nu. Og med KÆMPE blomsterklaser, den kan godt lide det varme vejr. Den mørkerøde ved jeg ikke – det er sikkert en buketrose fra dengang i 60´erne. Den har også mange blomster i år.

Roser er……. roser.

Højsommer

Intet foto.

Luften emmer af varme og det er bedst at opholde sig i skyggen. Jeg sover i stuen, mit eget værelse er simpelthen for varmt dér oppe under taget, som det jo er og så mod syd.

Gardinerne er trukket for det meste af dagen, indtil gården henligger i skygge fra laden og dermed er også stuehuset i skygge.

Badevandet er: nærmest lunkent.

Høet fra “plejeniveau 2″ områderne er revet sammen og ligger i bunker. Mon naboen vil havde det til børnenes kaniner?

Pragtsnerle

Selv om planterne endnu er ganske små, så sætter de blomster. Fotoet yder ikke den intense, dybblå – over i det violette – farve retfærdighed, som denne ipomoea har. Det er frø fra Lotte. Sammen Lea, den ene wwoof´er, fik jeg lavet mange super enkle stativer, som pragtsnerlerne nu er begyndt at klatre op ad, alle dem, som sneglene ikke har ædt.

Fletterier

For nogle dage siden lagde vi pil i blød til to kurve og til at flette taget på brusekabinen færdigt. Og det var eftermiddagens program.

Mit “rigtige” arbejde, dvs. det, som jeg får penge for, i dette tilfælde en projektafrapportering, trak imidlertid ud og ud, så vi kom først i gang henad eftermiddagen. Wwoof´erne stagede op på papplader designet til formålet mens jeg plukkede ribs.

At flette med pil og at plukke ribs er to rent meditative sysler. Men i går kunne jeg ikke få tankerne til at falde til ro. Bedst som roen var der, pop! så var der en ny strøm af tanker. Oveni i tankerne – som jeg ikke gad på det tidspunkt – kommer så irritationsmomentet over ikke at kunne stoppe dem. Så jeg hyggede mig rigtigt! Men sådan er livet nogen gange, solskin og sommer i det ydre, storme og uvejr i det indre.

Jeg fik ribbet ribsene og puttet dem i fryseren. Og wwof´erne fik flettet hver en kurv. Som endnu ikke er klippet helt rene for “tjavser”. Men de to kurve er ikke så tossede – og ribs i fryseren er altid godt.

Honningtavler

Vores søde, søde biavler på Fejø, Peter White, havde vores to wwoof´ere med ude og lave bidronninger i går. I heden – ganske vist i de endnu ikke alt for varme formiddagstimer, men de svedte nu godt i bidragterne. 20 dronninger lavede de.

Peter mistede mange bifamilier i den forgangne vinter, så jeg tænker at dronningeproduktionen er en del af at udbedre skaden og forebygge et nyt tab.

De fik en tavle med hjem, de gyldne dråber løb ned i gryden. Tager man at stykke af sådan en tavle med voks og flydende honning i munden kan man gå og tygge længe på det. Som tyggegummi. Smagsoplevelsen ufortalt.

Jeg havde selv bistader et par år fir snart mange år siden, men jeg hævede voldsomt når jeg blev stukket, så jeg opgav denne syssel. Men jeg er stadig dybt fascineret af biernes liv – og tænker i mit stille sind at jeg måske selv kunne passe et par stader når jeg engang er på pension?

Vel afviklet Tango Retreat

Weekenden gik med Tango Retreat.

5 par var her og de to par overnattede ovre hos Eva i nr. 24. Ulla, som ses på billedet, dansende aftenens lille opvisning med sin mand John, er lærer i argentinsk tango. Hun er lidt af et multitalent, men jeg har hende mistænkt for, at det hun allerbedst kan lide – stort set om hun får penge for det eller ej – det er danse argentinsk tango og at formidle dansens mange lag og facetter til andre mennesker. Jeg er helt vild med hendes måde at gøre det på – så selv om det på tango retreat ikke på dén måde handler om at blive dygtig til at danse tango, så betyder det meget at læreren faktisk er god. Og det er hun! Jeg er selv gammel standarddanser og argentinsk tango er på alle måder meget anderledes. Ja, og så danser jeg jo folkedans – men her syns jeg faktisk godt at man kan bruge noget af det, som Ulla formidler.

Men det var ikke kun tango, det var også retreat. Hvad betyder retreat? Ja, jeg har skrevet spalte op og spalte ned på min hjemmeside, men helt enkelt så betyder det her på Fejø og i min version: fordybelse og nærvær. Når folk kommer parvis, som de fleste gør til tango retreat, så handler det om at skærpe sanserne og lytte indad til kroppen og mærke hvordan kroppen sender og modtager signaler til partneren og resten af verden og omegn for den sags skyld. Denne del af det, fordybelses- og nærværstræningen tager jeg mig af. Denne gang havde vi flettet det sammen, hvor vi på vores første tango retreat i januar havde delt det op med tango om lørdagen og nærværstræning og bodyfocus om søndagen. Det fungerer rigtig godt når det er vævet sammen. Som løg og gulerødder i det samme bed.

Vi taler ikke om det – som man ville gøre hvis det var gruppeterapi. Men det er tydeligt at se på folks ansigter hvordan de bliver bløde. Og det er fra denne blødhed, mildhed, omsorg – som vi alle har i os – at vækst på de indre planer sker. Selve evnen til at være med det, som er – accepten – det er det, der dybest set modner os som mennesker. At vi så også kan træne vores rationelle potentiale og blive skarpe og præcise, det er en anden historie, som også er vigtig. Men det er ikke mit domæne. Ej heller evnen til at GØRE – jeg er faktisk meget god til det selv, at få fingeren ud og få skabt nogen resultater – men det er ikke dét, som jeg ønsker at formidle og træne andre i, selv om det er nok så vigtigt.

Morgenmaden serveres på en individuel bakke, man krydser af hvad man vil have og så får man netop dét og man kan sidde og spise morgengrim og uforstyrret på sin balkon eller i sin seng – frem for at man skal sidde sammen med andre og være social når man lige er vågnet.

Disse fotos er taget af Abelone Glahn. Tak.

Pæon

Det er et sjovt ord, pæon. Flertal pæoner. I min barndom hed de bonderoser.

Duften er fortryllende og der er mange arter – som med de fleste plante. Vi har een af de rosa silkepæoner i vores gamle staudebed og hos Eva er der to rækker af hvide, undersmukke pæoner. Jeg har faktisk fået een af dem forærende, men jeg havde ikke rigtig noget sted at sætte den. Det har jeg nu, så til november kan jeg flytte planten. De skulle være vanskelige at flytte.

Pæonen er kinesernes hellige blomst, har jeg hørt. Kina, et fjernt og eksotisk sted. Buddhisternes hellige blomst er som bekendt lotus. Gad vidst om man kunne få lotus til at gro her, når det nu kan lykkes med både mandler og figner og morbær. Vores kristne er rosen. Og måske lidt lilje. Japanernes er de blomstrende kirsebærtræer. Symbolet er flygtighed og forgængelighed. Smukt.

Prærieindianerne havde pil, sweet grass og salvie som deres hellige planter.

Vi har alle disse hellige planter her, undtagen lotus og sweet grass (som jeg med beklagelse må tilstå at jeg ikke ved præcis hvilken græs det er).

Taget på badet

Den har stået længe, stativet til det, som skulle blive til taget på vores udendørs brusekabine. Jeg flettede et felt og næsten eet til mens pilen var frisk. Det føles som om det var for et år siden men reelt er det jo bare et par måneder siden det var i midten af april. Man kan sikkert se her på bloggen, hvornår det var!!

Så kom en wwoof´er som er glad for at flette, hun har bare prøvet det en enkelt gang før. Så vi klippede pilen til og lagde den i blød og vupti 4 dage efter kunne hun flette og nu er alle 6 nederste felter ordnet. I dag lægger vi i blød til toppen, uh, det bliver flot. Og så er det pil fra min egen jord, det er helt surrealistisk. Jeg er godt nok vild med det!