VI ER EN DEL AF JORDEN

Anne Moloneys private side – om mindfulness og permakultur


Skriv en kommentar

Travle og dejlige sommerdage

 

For tiden har vi et kinesisk par som frivillige, der er ellers studerende i København. Bare så søde og behagelige at være sammen med. I denne uge har vi fået ryddet ud i alrummet, vasket ned og malet, bare så dejligt. Nu mangler træværket……

I dag har vi samlet planter til urtesalt og blommer til blommeschutney. Urtesalten er til tørring ved lav temperatur i ovnene, chutneyen står i høkassen. Vi smager til og kommer på glas i morgen.


Skriv en kommentar

Life goes on

Livet opleves indefra.

Så i går denne film, “Så meget godt i vente”, den er fra 2014 og jeg har villet se den længe. I går lykkedes det, kan kun anbefale den. Jeg har jo fulgt Niels Stokholm og Thorshøjgård hele mit voksne liv, for han gør det, som jeg synes man skal gøre.

Her er linket til filmen:

Een meget vigtig mening med livet er at det skal opleves, siger han, Niels Stokholm. Ja, tænker jeg, det er vel dét. Og så er den ikke så meget længere. Hvis man så formår at have en smule omtanke og medfølelse skader det nok ikke, men vi er små fnug hver især, i det store skaberværk og hvem ved noget som helst, når det kommer til stykket.

Jeg tænker også på min morbror, en højt begavet mand, der ønskede at drive sit landbrug på dyrenes betingelser, ikke industriens. Han skulle nok have haft en fond i ryggen, ligesom Niels Stokholm endte med at få, efter mange genvordigheder og fortrædeligheder.

Ja.

 


1 kommentar

Flere tanker om døden

Døden er et kæmpe emne. Så stort som livet selv, tænker jeg nu.

Det har været et tabubelagt ord, manden med leen er een af mange omskrivninger.
Jeg har selv mødt manden med leen en enkelt gang, ikke fordi han var ude efter mig, han var ude efter Mick.
Det var hos lægen i Ballerup. Mick havde fået et alvorligt astmaanfald, han lå i coma og fik hjertemassage mens vi ventede på ambulancen. Det var hektisk. Sygeplejersken kom og tog min arm, “kom”, sagde hun, “lad os gå en tur ude på gangen”. “Nej!!”, sagde jeg, “hvis han skal herfra nu, så vil jeg være her. lige her, ved hans side”. Og det var dér jeg mærkede ham, manden med leen. Det var en koldt sus og en sagte raslen. Han stod parat til at tage Mick med sig.

Set i bakspejlet tænker jeg at det, som jeg mærkede tydeligt som en kulde og kunne høre som en meget sagte “metallic” raslen, det er een af angstens mange manifestationsformer. For selvfølgelig var der ikke nogen kulde eller raslen, men ikke desto mindre oplevede jeg det.

Da jeg fik Mick hjem igen var jeg så taknemmelig og bad en takkebøn til Gud, vidste ikke hvor jeg ellers skulle vende mig. Tanken om at Mick skulle være død var – ja, nogen gange mangler man ord – uoverskuelig. Kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne leve mit liv hvis han ikke var der.

I mange år efter mærkede jeg angst, når jeg hørte en ambulance. Jeg kan stadig den dag i dag føle uro, hvis jeg ikke ved hvor han er. Og den dag i dag ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre, hvis han døde. Så jeg håber bare at det er ham, der lever længst. Og jeg tror jeg forstår, at det at miste en elsket kan føles som at få revet en arm eller et ben af og at det kan tage meget lang tid at finde sig selv igen efter tabet, efter at man så at sige er kommet gennem sorgen og man realistisk ser sig selv, som den, der lever. Men lever med et tab og med et savn.

Heldigvis er det bare tanker, ikke virkelighed. Og jeg skubber tankerne væk, når de kommer. Men de har deres eget liv, de tanker, de lever i mig og nu er de skrevet ned. Her. På min blog.

 

 


Skriv en kommentar

Tanker om livet – undfangelsen

Tankerne om døden hænger uværgerligt og først og fremmest sammen med tankerne om livet.

Hvem er jeg? Ja, dybest set er jeg vel en lille lysplet, som i de pointilistiske malerier, er det mon ikke sådan de hedder. Et billeder består af mængder af små prikker af vibrerende lys, set lidt på afstand flyder prikkerne sammen.

Jeg forestiller mig at jeg har levet før og at jeg vil komme til at leve igen, altså ikke denne fysiske krop som jeg, den lille lysplet for tiden bebor, nej, mange forskellige kroppe på forskellige tider har jeg haft bolig i. Dette er ikke noget jeg har erfaring for, det er bare det, der giver mest mening for mig, når jeg som nu tænker tanker om livet og døden.

Jeg forestiller mig at det har været magtpåliggende for mig at inkarnere. Mine forældre havde intet ønske om at jeg skulle manifestere mig grundet deres favntag, som jeg kan regne mig frem til må have været i juli måned 1951. Men det kan jo smutte, det skidt, som man siger, og en plet på lagnet skulle jeg have været, som så mange andre med mig i alle de mange århundreder FØR den fri abort, p-piller, spiraler og hvad ved jeg.

Så da, ved undfangelsen, begyndte den fysiske form og den lange fysiske rejse, som jeg nu kan se tilbage på som mit liv og det liv der har formet mig og jeg har formet dét.

Har jeg modtaget kærlighed? Ja, jeg var et elsket barn og jeg er elsket nu, som aldrende voksen. Det er ikke i alle perioder af mit liv at jeg har været i stand til at erkende dette faktum at jeg er elsket, men jeg ved det nu, og har vidst det i snart mange år.

Har jeg givet kærlighed? Joooooo……. det flyder fra mig ind imellem.

 


Skriv en kommentar

Tanker om døden

Det er en fornøjelse for mig at skrive. Mange mennesker skriver, tror jeg, det ligger i skrivebordsskufferne rundt omkring. Der er megen blufærdighed omkring dét at udtrykke sig, hvad enten det er med ord eller billeder, sang og toner, bevægelse eller former, grafiske eller organiske – ja, der er en uendelighed af måder hvorpå vi mennesker kan udtrykke os. Og det gør vi, som børn. Og så, i 12 – 13 års alderen, pakker vi det hele sammen, på den tid begynder vi at vurdere os selv, og vi lærer at være kritiske, og de fleste af os holder op med at skabe og er i stedet forbrugere.

Jeg har dette sted, min blog, hvor jeg kan udtrykke mig om dét, der er mit. Hvor jeg kan skabe mig, ha, ha.

Som jeg husker det, startede det da jeg fyldte 43, en slags omvendt åbenbaring, en erkendelse dybt inde om at en dag er det forbi, dette skønne vidunderlige smertefyldte dejlige komplekse liv, som det er blevet mig forundt at leve. Vi ved det godt, en dag skal vi dø, det skal vi alle og det er et fællesmenneskeligt vilkår. Men at det går op for een, på et dybere plan, det gjorde det for mig da jeg blev 43.

Det var ikke sjovt.

Der er en grænse, en afslutning, og jeg ved ikke hvornår og hvordan og jeg har ikke indflydelse på det. Hvad det angår er jeg prisgivet.

Jeg forsøgte i et par år at forlige mig med det, at forstå det – det lykkedes ikke og det er stadig ikke lykkedes, for jeg vil leve, jeg vil ikke dø, aldrig.

Jeg valgte at glemme det, lade mig opsluge af livet og dets gøremål.

Men så, i 2007, begyndte jeg at meditere, og så kom det igen. Døden sidder på venstre skulder, jeg bærer visheden om dødens komme med mig, ikke i hvert øjeblik, men mange. Den minder mig om hvor vigtigt det er netop at leve, dettte dyrebare og kostelige liv – som heller ikke er til at forstå, men netop at opleve, intenst. Og selve livet åbner sig for een, tiden kommer til een i stedet for at være noget, der går. Der bliver tid nok i det levede nu.

Når jeg ikke er her mere, hvordan er det så? At ophøre med at eksistere. Ja, det er netop ikke til at vide, for jeg er her jo ikke. Det er ikke som at gemme sig og så kunne komme frem igen, man er væk, borte, for bestandigt.

Jeg tænker mine børn vil savne mig. Og min mand, hvis han lever længere end mig, ja, han vil savne mig. For dem, for min mand og mine børn har jeg haft en betydning – men ellers? Som et sandskorn på stranden, efterlader ingen spor. Mærkeligt, her går man og tror man er uundværlig og i løbet af ultrakort tid lukker livet sig bag een, man er død, borte og gemt af langt de fleste det meste af tiden. Og hurra for det, for livet skal jo netop gå videre og vi skal ikke dvæle ved dét og dem, som var engang.

Så tankerne om døden hænger som ærtehalm sammen med tankerne om livet. Hvem er jeg? Var jeg ønsket? Hvad ønskede jeg? Var jeg elsket? Elskede jeg? Var jeg respekteret?  Respekterede jeg?

Jeg har opnået en vis balance i mit liv mellem det jeg tænker og siger og det, jeg gør. Der er en vis overensstemmelse. Og det bliver jeg respekteret for, mennesker kommer og siger det til mig. På den måde er jeg en inspiration for nogen mennesker. Og jeg er en god ven.

 

 


1 kommentar

Sommertid – nu med yurt

yurtimorgensol

De unge mennesker har sovet i yurten i nat.

Så den er behørigt indviet.

Jeg har tænkt over, hvordan man mon konstruerer en dør….. for en rigtig dør, det skal der være i yurtens indgang, har jeg besluttet.

Vi måtte lægge ikke mindre end to pressenninger over i går, fordi vi var bange for regn, regn der ville gå lige durk gennem den tynde teltdug. Kønt ser det ikke ud – men pyt, det er kun en overgang, som alt jo er. På tirsdag køber jeg hvide pressenninger, det er ikke til at sy i dejldugen, som vi heller ikke har nok af til et nyt tag. Så dér kommer vi til at gå på kompromis med genbrugstanken. Men pyt.

Nu ligger den dér i morgensolen i den ny sommertid.


1 kommentar

Lære hele livet

Så.

Nu har jeg lært at loade fotos op på Google drive.

Lægge en video ud på Facebook.

Lave et slideshow på min blog, se link her: https://fejoeretreat.wordpress.com/2016/03/21/nu-bygger-vi-yurten/

Og lige nu uploader jeg videoen til min helt egen kanal på you tube.

 

Yeah!!

6 unge mennesker er her nu for at deltage i yurtebyggeriet og det går SUPER. Jeg er simpethen så spændt på om vi rent faktisk har en yurte som vi kan indvie på fredag!

Her er partyteltet, et let derangeret eet som vi fik af nogle venner på Fejø for et par år siden, vi har repareret det og det virker udemærket. Det fungerer fint som værksted.

yurt2016_1

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 26, der følger denne blog