Den står dér med tykke knopper, forsythiabusken, som jeg fik for to år siden. Der er så mange blomstrende træer her på øen at jeg gennem årene har tænkt at lige forsythia, det kunne vokse så mange andre steder. Men det, som den kan som ingen andre buske jeg kender, det er at lade sine knopgrene klippe af og så springe ud indendøre lige nu i denne tid omkring Kyndelmisse.
Sådan er det også med os mennesker, hvert år er der noget som springer ud inden i os. Der vokser nye knopper og skud på de gamle grene. Man kan tro at det er samme og det har man lissom prøvet før – men ved nærmere eftertanke og indre ransagelse, så er der noget nyt, der spirer.
Jeg skriver ikke dette for at man skal kaste vrag på det gamle og kendte. Det er netop roden, de bærende grene, som er basis for at det nye kan folde sig ud.
VI ER EN DEL AF JORDEN 
Når man nu visner i toppen, er det rart at tænke på, at der måske kan komme noget godt ud af den tilbageblevne rod.
KH mor
Ja ! Det må vi håbe 🙂
Der er noget med den organiske vækst og udvikling i en organisme, som jeg synes vi lidt har glemt i vores kultur. Enten har vi succes eller også har vi det ikke. Sagen er at vi alle har succes. Og dén, der bliver nr. 2 er stort set lige så dygtig, god og fin som dén, der bliver nr. eet. Eller måske ville resultatet være anderledes en anden dag. Vi opererer på marginalerne. En dag skal vi dø – “alt det med døden” er jeg ikke liiiiige helt afklaret med selv, men jeg tror det er vigtigt at nå til en erkendelse og afklaring i livets tredje del, som jeg for mit vedkommende er startet på. Men død eller ikke død, i dag lever jeg. Lige nu lever jeg. Og det er fantastisk og jeg er taknemmelig.
Min morfar sagde altid, når han sad og filosoferede over sit liv og sine børnebørn: “Det er dét, der er det evige liv” – altså at slægten fortsætter, hans værk er rundet af forfædrenes og skal fortsætte i de nye generationer. Det er da smukt! Og jeg tror han har ret.