Hvid

amarylis_hvidHistorien er den – som jeg vist har skrevet før – at jeg købte den til julen 2006, hvor den blomstrede ind i 2007. Ud i haven, godt med sol. Så blomstrede den ind i 2008 (for jeg fik sat den alt for sent i gang til at den kunne nå at blomstre til jul 2007). Ud i haven. Og nu til Kyndelmisse 2009 var den så hvid og smuk og fin med sine kæmpemæssige blomster på den lange stilk, så jeg bar den op på “Det gamle kornloft” hvor den stod og pyntede så fint.

Men halsen var så lang og blomsten så stor at den ikke har kunnet holde sig selv, så den lå og var knækket ned forleden. Nu står den så i stuen til daglig fryd i den store krystalvase, hvor den kommer rigtig til sin ret.

Hvilket under. Tænk at det kan lade sig gøre. Dér dybt inde i sit løg véd den bare, at den skal blive til en hvid amarylis. På dét indsætter den alle sine odds. Og det lykkes for den, år efter år.

Jeg tænker at det er sådan for os mennesker også. At vi har noget kodet ind i os, som det er vores mission at udfolde i dette liv. Der kan være meget forvirring, det kan være svært at vide om man er en amarylis, en tulipan eller en erantis eller noget helt 117. ende. På den led må mennesket slås med en tvivl, som amarylis´en ikke kender til. Hvis blot den får vand og lys og lidt gødning, så er det dét, den gør. Mennesket har valgmuligheder, er det dét – eller er det dét? Hele tiden, hver dag. Samtidig er det lykken, når vi mærker at vores indre amarylis folder sig ud – at vi har valgt rigtigt og at vi lykkes med dét, som vi er og gør i livet. Og at vi som amarylis´en ikke bare er narcissistisk til stede for os selv i livet, men også til glæde for andre.

Godt nok er det skønt at se sig selv i spejlet – men er der ikke andre også bliver det nu noget trivielt i længden.

2 Comments Add yours

  1. evp siger:

    Tit har jeg som voksen tænkt, at det måtte være lykken at være født til at blive en amarylis, det er det måske. Jeg ved nu, at det giver også en masse ansvar. Det hænder såmænd, jeg føler at kunne se en amarylis, der også kan og vil påtage sig et ansvar.
    Selv er jeg nu efter et langt liv helt tilfreds med at være en lillebitte blomst.
    KH mor
    P.S. Forleden hørte jeg i radioen Barndommens Land af Benny Andersen, den står i Højskolesangbogen fra 2006.

  2. annemoloney siger:

    Jeg tror ikke at der følger mere ansvar med nogen af de opgaver der kommer til een i livet end man kan honorere. Jeg synes at hver eneste blomst er særlig, amarylis, viol, tulipan, anemone – ligesom hvert eneste mennesker er særligt og har sit særlige potentiale at udfolde. Tænk, hvis vi alle var ens. Tænk, hvis vi alle ville det samme.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s