Skønt og uskønt

For mig er selve naturens kraft og frodighed smuk. Brændenælder er smukke. Tidsler er smukke. Skvalderkål er smukt. Kvikgræs – ok, det er så ikke lige min kop te, rent æstetisk. Følfod er smukke. Syre er smuk, ligner peberrod, og med en fantastisk frugtstand.

Der kom en bekendt forbi for et par år siden, som bramfrit udtalte (her hos os kan man jo sige hvad man vil): “Ja, jeg synes jo her ser forfærdeligt ud. Hvis jeg ikke vidste at det var jer, der boede her, så ville jeg tro at det var nogen forfærdelige mennesker”.

Okay.

For mange, mange år siden, da jeg gik i terapi (gruppe), var der een i gruppen som var ked af at han selv syntes at hans sted var for rodet. Han var sådan et dårligt menneske på grund af det. Syntes han. Terapeuten sagde bare stille og roligt, at han måtte have mødt nogen i sit liv, der havde fået ham til at sammenblande punkt 1: ens menneskelige kvaliteter og punkt 2: ens evne/lyst/prioritering til at rydde op efter sig.

Hvis ikke det havde gjort stort indtryk på mig både dengang og for et par år siden ville jeg ikke skrive om det nu.

Haven eksploderer. Det vælter frem. Naturens kraft er fuldstændig ligeglad med om det er krudt eller ukrudt. Den stærke overlever. Jeg kan ikke få det til at “blive pænt” og jeg VIL ikke.

Jeg synes at vi – vores kultur – har skabt os selv et tyranni omkring styling, både af os selv, vore børn, vore haver, vore huse. Hvor man skal præstere. Det er blevet meget smalt, hvordan man kan se ud – det billede der præsenteres for os via medierne. Jeg bliver så ophidset over det.

Jeg vil nyde min have. Roen. Orden og uorden. Alt det, som jeg gør og alt det, som jeg drømmer om. Noget bliver til noget, andet dør hen. Men helt grundlæggende er det fantastisk.

FANTASTISK.

At leve.

3 Comments Add yours

  1. Lotte siger:

    Jeg var en gang på en botanisk ekskursion på Bornholm. Vi havde lejet en bus med tilhørende chauffør og da han på et tidspunkt stoppede ved et af vores udflugtspunkter – en naturskov – fløj det ud af ham ‘De kunne nu godt tage og få ryddet lidt op’ med henvisning til, at det var svært at gå på stierne for nedfaldne grene og slige naturlige sager. Nu er det jo bare sådan, at diversiteten i naturskov beviseligt er højere end i friseret skov, og ja, det er fantastisk.

    Når det kommer til havebrug, er jeg selv typen, som godt kan lide at tæmme vildskaben en lille smule. Jeg slår græsset på plænerne, luger stierne, beskærer buskene (uden at det bliver i engelsk havestil – ikke noget stramt geometrisk design tak) og sørger for, at ukrudtet ikke tager pippet fra grønsagerne i konkurrencen om vand og næringsstoffer i jorden. Jeg stikker tidslerne, fordi jeg elsker at gå på bare tæer. Jeg bryder mig ikke om bar jord i staudebedet, men søger en tæt sammensætning af planter, som afløser hinanden i blomstringstid og som ikke kræver en masse pasning. Og skulle der snige sig en kartebolle eller en camille, en skvalderkål eller en judaspenge ind, så fred være med det. De er også smukke.

    For mig handler det ikke om at trimning for at trimme, det handler meget mere om, at havearbejde er en nærmest zen-agtig tilstand for mig.

  2. evp siger:

    Det med ens syn på have og havearbejde er for mig lidt mærkeligt. Da jeg var ung, ville jeg så gerne have orden på alting, det krævede mere arbejde, end jeg egentlig brød mig om. Nu vil jeg godt arbejde længe i haven, men har slet ikke kræfter til det. Sådan går det sikkert for mange. Men ét sikkert, det vigtigste ved ens aktivitet i haven er, at man har det godt derude.
    KH mor

  3. Madame siger:

    Hvor er det smukt fortalt, Anne! Og jeg er bare fuldstændig enig.

    Jeg tager dog selv mælkebøtterne op af min græsplæne – det giver fin motion at skulle bukke sig ned mange gang. Og brombærkrat fjerner jeg, da haven ellers på få år ville været et stort, tornet vildnis …

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s