Vi skal helt tilbage til i lørdags, hvor vi havde spiseklub og det var mig, der skulle lave mad. Altå det er ok, det har jeg ingen problemer med. Nu er jeg jo i det dér veganer inspirations mode og vi havde nogle auberginer liggende. Så jeg lavede ikke mindre end to fade med kartoffel-aubergine-tomatsovs-rismælksbechamel. Det smagte bare SÅ godt og der var kun et lille hjørne tilbage, så det har også været noget for de kødspisere, som kom dén aften.
Om søndagen havde vi på Fejø Retreat fået lov at “låne” wwoof´erne. Så vi fik lagt tulipanløg i bunden af et gammelt samle-i-bunke sted (jeg havde nemlig købt 100 løg et par dage forinden, 20 af hver af fem slags). Vi kørte græsafklip på dagliljebedet. Det gjorde jeg også i foråret; det forsvinder. Regnormene trækker det ned og det omdannes til muld og plantenæring. Nu ligger der igen en dejlig dyne, som kan beskytte dagliljerne lidt mod vinteren. Og så ordnede vi alle rødløgene i ranker. Og så fik vi også smadret papkasser og lagt dem ud på i hvert fald nogle af stierne.
Sååååå gik der lige nogen dage og så ville jeg prøve at lave creme og salve. Først lavede jeg en salve af olivenolie, bivoks og tinktur af de urter jeg samlede for nogen tid siden, som siges at have smertestillende effekt. Den blev rigtig god og jeg fik blod på tanden til også at prøve at lave en creme. Heldigvis havde Hanne noget m-f fedt og noget v-e fedt, som er vigtigt at have fordi de mere vandholdige cremer jo skal emulgere. Og et termometer kunne jeg også låne af hende.
Fandt en opskrift på røllike creme, men jeg fandt ikke en eneste røllike, som jeg kunne lave varmtvandsudtræk af. Det blev i stedet til en masse smukke planter, alle med medicinsk virkning, ned i gryden og så ellers smide plantedelene ud, når først “teen” er presset ud. 5 glas glimrende creme blev det, lidt tynd må jeg sige, ret skal være ret.
I dag havde jeg bud til byen og fik både mandelolie og kakaosmør og et par nye dufte. Ja, og så glycerin. Så jeg skulle da liiiige prøve at lave en kulsukkercreme, den skulle have sårhelende effekt, læste jeg på nettet. Den blev liiiige lidt bedre i konsistensen og 6 glas blev der.
Nu har jeg ikke flere glas……. Men nu har jeg også prøvet både salve og creme.
Herligt med hjemmelavet creme og salver. Og skønt du har mod på at eksperimentere! Som teenager lavede jeg også cremer og deslige, efter Sumo Lotus bog. Men har ikke gjort det i mange år – det er ligesom om byliv ikke stimulerer så meget til den slags. Men når man har adgang til flere af ingredienserne fra egen jord, er det en anden sag. Vi her i husstanden går på bi-kursus, så om ikke længe får vi jo bivoks af ‘egen avl’. Så skal jeg helt sikkert også i gang med cremer, salver osv igen.
Det er spændende, om man kan mærke nogen effekt af denne creme. Tinkturen af de mange planter kunne jeg godt mistænke for at have en smertestillende effekt, jeg er i hvert fald ikke så plaget af smerter nu, hvor jeg tager en teskefuld tinktur i et glas vand hver dag, som jeg har været tidligere. Det er jeg jo lykkelig for.
KH mor