Kaffen i koppen

Egentlig er jeg holdt op med at drikke kaffe. Kaffe skulle være rigtig dårligt når man, som jeg, er gigtplaget. Sikke et ord, gigtplaget, men det er jo sådan, det er.

Nå, men jeg drikker nu en kop hver morgen i sengen, det har jeg gjort de her 14 dage hvor jeg har været sygemeldt med stress. Sikken en nydelse. Bare een kop, ja, et krus er det jo. Det er “rigtig kaffe”, ikke nescafe. De malede bønner direkte ned i koppen, kogende vand på og en skvæt rismælk. Grumset falder ned og lægger sig i bunden af koppen. En simpel glæde. Og hold da op, hvor er det dejligt.

Jeg burde drikke allehånde urteteer brygget på planter, der har en antiinflammatorisk virkning. Det er der mange planter der har, blandt andet timian. Timiante smager sletikke dårligt, men jeg brygger ikke disse teer til mig selv. Mærkeligt. Jeg brygger konsekvent sort te, helst earl grey. Når andre brygger en kande urtete drikker jeg det behørigt og undres over hvor godt jeg syns det smager. Hvis jeg skal til at drikke urtete regelmæssigt må jeg etablere det som en ny vane. Vi får se.

I går blev jeg klippet. Dejligt at være korthåret igen, det kan jeg nu bedst lide.

Og jeg fik Den Helbredende Haves regnskab fra revisoren, vi har generalforsamling på torsdag, dejligt det er på plads.

Så kom Peter White forbi med et stort sejl og et kasseret telt, begge dele er vandtætte og skal bruges til yderdugen på yurten, som vi jo går i gang med at bygge om præcis en måned, den 20. marts. Jeg mangler et par deltagere…… nå, det går nok. Bagefter bredte jeg sejl og telt ud på gulvet t oppe på loftet og målte op. Der skal bruges 22m2 til væggen og 18 m2 til loftet, vi målte op til at der var nok 22 m2 i de to, sejlet og teltet, så vi mangler mere materiale. Peter White finder det i de containere, som han tømmer for Frelsens Hær, det er noget som folk smider ud. Så yurten bliver syet af genbrug.

Rune, som skal være vores unge haveleder i år, var med. Han var også med ude at hente to boxmadrasser med topmadrasser, som skulle kasseres. De skal bruges som sovesteder i yurten, jeg håber der kan sove 4 personer. Jeg har 3 senge nu, som jeg kan stille derud. Alt kasseret. Sikken overflod.

Så kiggede vi på thonoen (som tophullet i yurtens tag hedder) og på khana listerne, som er skåret i lærketræ, de er bare så lækre. Khana er ordet for væggen. Rune er interesseret i yurter og han skal være med til at bygge den, så det er super.

Klipning, boxmadrasser, køre, løfte, slæbe, hente trailer, aflevere trailer, måle op, tænke – så var jeg træt. Ja og tidligere havde jeg arbejdet på foredraget, som jeg skal holde på Nakskov Bibliotek den 5. marts, det skal være med lysbilleder denne gang, så jeg må forberede det. Grundigt. Om Den Helbredende Have, hvad ellers. Pyh, så var jeg træt, men jeg skulle jo ud og gå min tur. Jeg går og går, har tabt mig 14 kilo, det er dejligt, men planen er at jeg skal tabe yderligere 14 kilo og det kræver at jeg skaber et kalorieunderskud, hver dag, og det skaber jeg først og fremmest ved mine gå ture. Så jeg gik, og det var godt, men hold da op, hvor var jeg træt. OG hold da op, hvor jeg ikke gider mere vægttab. Men nogen gange må man bare gøre ting og sager som man ikke gider. Tiden vil vise om jeg lykkes med dels at holde det vægttab som jeg har opnået, dels yderligere vægttab. Man ved aldrig på forhånd hvad man vil lykkes med. Og selv om man ikke lykkes, ja, så går jorden jo ikke under, livet er skønt uanset.

Lige lave lidt aftensmad og spise, så var klokken halv otte og jeg gik i seng.

Men det var en god dag.

I dag er en ny dag begyndt.

Det bliver en god dag.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s