Tanker om døden

Det er en fornøjelse for mig at skrive. Mange mennesker skriver, tror jeg, det ligger i skrivebordsskufferne rundt omkring. Der er megen blufærdighed omkring dét at udtrykke sig, hvad enten det er med ord eller billeder, sang og toner, bevægelse eller former, grafiske eller organiske – ja, der er en uendelighed af måder hvorpå vi mennesker kan udtrykke os. Og det gør vi, som børn. Og så, i 12 – 13 års alderen, pakker vi det hele sammen, på den tid begynder vi at vurdere os selv, og vi lærer at være kritiske, og de fleste af os holder op med at skabe og er i stedet forbrugere.

Jeg har dette sted, min blog, hvor jeg kan udtrykke mig om dét, der er mit. Hvor jeg kan skabe mig, ha, ha.

Som jeg husker det, startede det da jeg fyldte 43, en slags omvendt åbenbaring, en erkendelse dybt inde om at en dag er det forbi, dette skønne vidunderlige smertefyldte dejlige komplekse liv, som det er blevet mig forundt at leve. Vi ved det godt, en dag skal vi dø, det skal vi alle og det er et fællesmenneskeligt vilkår. Men at det går op for een, på et dybere plan, det gjorde det for mig da jeg blev 43.

Det var ikke sjovt.

Der er en grænse, en afslutning, og jeg ved ikke hvornår og hvordan og jeg har ikke indflydelse på det. Hvad det angår er jeg prisgivet.

Jeg forsøgte i et par år at forlige mig med det, at forstå det – det lykkedes ikke og det er stadig ikke lykkedes, for jeg vil leve, jeg vil ikke dø, aldrig.

Jeg valgte at glemme det, lade mig opsluge af livet og dets gøremål.

Men så, i 2007, begyndte jeg at meditere, og så kom det igen. Døden sidder på venstre skulder, jeg bærer visheden om dødens komme med mig, ikke i hvert øjeblik, men mange. Den minder mig om hvor vigtigt det er netop at leve, dettte dyrebare og kostelige liv – som heller ikke er til at forstå, men netop at opleve, intenst. Og selve livet åbner sig for een, tiden kommer til een i stedet for at være noget, der går. Der bliver tid nok i det levede nu.

Når jeg ikke er her mere, hvordan er det så? At ophøre med at eksistere. Ja, det er netop ikke til at vide, for jeg er her jo ikke. Det er ikke som at gemme sig og så kunne komme frem igen, man er væk, borte, for bestandigt.

Jeg tænker mine børn vil savne mig. Og min mand, hvis han lever længere end mig, ja, han vil savne mig. For dem, for min mand og mine børn har jeg haft en betydning – men ellers? Som et sandskorn på stranden, efterlader ingen spor. Mærkeligt, her går man og tror man er uundværlig og i løbet af ultrakort tid lukker livet sig bag een, man er død, borte og gemt af langt de fleste det meste af tiden. Og hurra for det, for livet skal jo netop gå videre og vi skal ikke dvæle ved dét og dem, som var engang.

Så tankerne om døden hænger som ærtehalm sammen med tankerne om livet. Hvem er jeg? Var jeg ønsket? Hvad ønskede jeg? Var jeg elsket? Elskede jeg? Var jeg respekteret?  Respekterede jeg?

Jeg har opnået en vis balance i mit liv mellem det jeg tænker og siger og det, jeg gør. Der er en vis overensstemmelse. Og det bliver jeg respekteret for, mennesker kommer og siger det til mig. På den måde er jeg en inspiration for nogen mennesker. Og jeg er en god ven.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s