Flere tanker om døden

Døden er et kæmpe emne. Så stort som livet selv, tænker jeg nu.

Det har været et tabubelagt ord, manden med leen er een af mange omskrivninger.
Jeg har selv mødt manden med leen en enkelt gang, ikke fordi han var ude efter mig, han var ude efter Mick.
Det var hos lægen i Ballerup. Mick havde fået et alvorligt astmaanfald, han lå i coma og fik hjertemassage mens vi ventede på ambulancen. Det var hektisk. Sygeplejersken kom og tog min arm, “kom”, sagde hun, “lad os gå en tur ude på gangen”. “Nej!!”, sagde jeg, “hvis han skal herfra nu, så vil jeg være her. lige her, ved hans side”. Og det var dér jeg mærkede ham, manden med leen. Det var en koldt sus og en sagte raslen. Han stod parat til at tage Mick med sig.

Set i bakspejlet tænker jeg at det, som jeg mærkede tydeligt som en kulde og kunne høre som en meget sagte “metallic” raslen, det er een af angstens mange manifestationsformer. For selvfølgelig var der ikke nogen kulde eller raslen, men ikke desto mindre oplevede jeg det.

Da jeg fik Mick hjem igen var jeg så taknemmelig og bad en takkebøn til Gud, vidste ikke hvor jeg ellers skulle vende mig. Tanken om at Mick skulle være død var – ja, nogen gange mangler man ord – uoverskuelig. Kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne leve mit liv hvis han ikke var der.

I mange år efter mærkede jeg angst, når jeg hørte en ambulance. Jeg kan stadig den dag i dag føle uro, hvis jeg ikke ved hvor han er. Og den dag i dag ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre, hvis han døde. Så jeg håber bare at det er ham, der lever længst. Og jeg tror jeg forstår, at det at miste en elsket kan føles som at få revet en arm eller et ben af og at det kan tage meget lang tid at finde sig selv igen efter tabet, efter at man så at sige er kommet gennem sorgen og man realistisk ser sig selv, som den, der lever. Men lever med et tab og med et savn.

Heldigvis er det bare tanker, ikke virkelighed. Og jeg skubber tankerne væk, når de kommer. Men de har deres eget liv, de tanker, de lever i mig og nu er de skrevet ned. Her. På min blog.

 

 

One Comment Add yours

  1. Esther Vinter Pedersen siger:

    Kære Anne.

    Man bryder sig vel ikke om at opleve at have døden på besøg. Det kan dog også, Ikke mindst for personen selv, der får besøget, være en stor oplevelse. Det besøg Mick havde for år tilbage, mindes man jo for altid, især for dig må det være uforglemmeligt.

    Så oplever man jo også, at samtidig med at døden lusker rundt, så har vi jo måske også en skytsengel, den er der i gode tider og i onde tider. Vi ved det og føler det ikke altid, men vi tror på det. Det er i hvert fald en trøst at kunne tro på det. Mange var taknemmelige for indsatsen fra Micks skytsengel. Vi var det dengang, og vi bliver ved at være det. Jeg personligt var stolt over at se måden du tacklede situationen på. Livet er gået videre i gode tider og i onde tider. Vores skytsengle bliver ved at være der, fra vi fødes til vi dør.

    De kærligste hilsner til dig og jeres lille familie fra din Mor

    Fra: VI ER EN DEL AF JORDEN [mailto:comment-reply@wordpress.com] Sendt: 18. maj 2016 05:57 Til: edbent@youmail.dk Emne: [Nyt indlæg] Flere tanker om døden

    Anne Moloney, Fejø Retreat posted: “Døden er et kæmpe emne. SÃ¥ stort som livet selv, tænker jeg nu. Det har været et tabubelagt ord, manden med leen er een af mange omskrivninger. Jeg har selv mødt manden med leen en enkelt gang, ikke fordi han var ude efter mig, han var ude efter Mick. De”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s