At gå igen

I går skinnede solen også. Men i går var det som jeg sad fast i en dyb revne i en isgletscher, jeg var faldet ned i noget dybt og mørkt, jeg så det ikke komme, mørket, før det havde omsluttet mig.

Efter en god nats søvn var energi og virkelyst tilbage. Og når vi nu ind imellem taler om taknemmelighed, så er jeg dybt taknemmelig for denne virketrang, der lever i mig, når jeg altså ikke lige er faldet ned i en sprække i livets gletcher.

Og så gik jeg min dejlige tur. 5,6 km. Gæssene trækker og skræpper, solen varmer i ansigtet. Himlen er så klar og blå, vinden er svag. Landskabet fyldt af bløde kurver, i baggrunden mange steder lysglimt i havet. En måge dykker.

Jeg håber på at jeg kommer til at gå igen i tiden der kommer, måske ikke hver eneste dag, men gerne 6 dage om ugen. Jeg vil satse på det, jeg vil prioritere det, jeg vil, jeg vil, jeg vil. Jeg har gjort det før og det medfører alskens gode ting. Forbedret nattesøvn, vægttab, smidighed og ømme led og lemmer forvinder. Altså ømheden og stivheden forsvinder, jeg kan bevæge nakken frit igen, se mig til siden, bukke mig ned ubesværet, og hoften gør ikke ondt, ejheller det fodled, som er gigtplaget. Det er utroligt hvad en daglig gåtur gør af godt og det eneste man skal gøre, det er at gøre det.

Når jeg ellers husker det, så ser jeg Gud i alt. Jeg bekender mig til en tidlig form for kristendom, den keltiske, som der siges at være spor af i Danmark længe før Ansgar og længe før mange kirkesynoder, hvor magtkampe blandt lærd og læg afgjorde hvad der var kristent og hvad der var kættersk. Den kristendom, der var naturnær og lå tæt på de naturreligioner, som datidens befolkninger bekendte sig til før munkene kom med deres glade budskab og stærke tro på selve kærlighedskraften. Når jeg ser mig omkring kan jeg ikke komme til noget andet resultat end at der må være en skaberkraft bag alt det, der findes. Så smukt og så perfekt. Den lille erantis og vintergækken, der titter frem nu. Barken på det unge kirsebærtræ, der lyser så smukt i solen.

Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de magted ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Når jeg ser skønheden i naturen, i hvert et blad, hver en kurvet bakke, hver en blinkende bølge, da ser jeg skaberværket, jeg ser Guds finger og jeg fyldes af taknemmelighed, glæde, forundring. At tænke sig, det findes, lige dér uden for min næsetip, ja, jeg er selv en del af det. Også jeg er spiret frem på forunderlig vis.

Advertisements

One Comment Add yours

  1. Anonym siger:

    Kære Anne. Godt man kan komme velbeholden op af alle disse huller, man falder i, medens livshjulet drejer. Skønt for mig at have en datter, der kan skrive så smukt. Tak for det.
    Masser af KH fra din mor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s